Landbrug
I dag produceres der årligt 42 mio. svin i det yndige land, men heraf dør altså de 10 mio. i løbet af de første uger. Alligevel fortsætter det genetiske avlsarbejde, der skal øge soens antal af patter og dens evne til at producere endnu flere smågrise.
I 2014 underskrev Landbrug & Fødevarer en højtidelig erklæring hos daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S), hvori lobbyisterne lovede, at dødeligheden blandt pattegrisene ville være nedbragt til 16 procent i 2020. Det lykkedes aldrig. Tværtimod udgør den nu efter otte års indsats 23,5 procent. Dette rekordhøje spild illustrerer, hvilken håbløs blindgyde dansk landbrug er endt i.
Den danske landmand er sandsynligvis verdens mest effektive agroproducent. Ingen andre kan som ham trække 33 smågrise ud af en so om året, fordoble koens årlige mælkeproduktion fra 5.000 til 10.000 kilo på bare 30 år eller høste et evigt voksende kornbjerg år efter år. Lige lidt hjælper det. Han kan alligevel ikke klare sig selv økonomisk.
7. mia. kr. får han årligt i fast bistandshjælp fra EU, men hver eneste gang den mindste udfordring melder sig, skal han have ekstra penge fra samfundet. Produktionsdyrene behandles med en uhørt følelseskulde, og kvaliteten af den natur og det miljø, landmanden kalder sit vigtigste råstof, ligger tilsølet som en bundskraber i EU-sammenhæng. Selv ikke det dyrebare drikkevand magter den danske landmand at levere uden ekstra betaling.
Vil man prøve at forstå, hvorfor erhvervet ikke har andet at tilbyde fremtidens forbrugere end billigt flæsk og billige mejeriprodukter, så gå 140 år tilbage i tiden.
OP GENNEM kornsalgsperioden fra 1830 til 1880 havde de danske landmænd gyldne tider, hvor mere og mere korn blev høstet til stadig højere priser. Denne idyl fik en brat ende, da deres amerikanske kolleger havde fået opdyrket prærien og begyndte at sejle korn til Europa. På få år slog amerikanerne bunden ud af det internationale marked, og det tvang de europæiske landmænd til at sadle om.
Den danske landmand valgte at overleve ved kaste sig over animalsk produktion. Dette påtvungne strategiskifte er siden blevet redigeret til en strålende fortælling om andelsbevægelsen og den danske landmands evne til omstilling, men lige siden dengang i 1880’erne har dansk landbrug kun produceret flæsk og mejerivarer. Det er selve miseren.
Der er også en klar sammenhæng mellem nutidens manglende innovation og omstillingsevne og EF-medlemskabet i 1972. Fællesskabets landbrugsstøtte kunne have finansieret et opgør med den animalske produktion, men den danske landmand valgte at lægge alle sine æg i samme kurv. Hvis han havde valgt en bredere portefølje af produkter med høj værdi, f.eks. grøntsager, frugt og bær, blomsterfrø og tulipanløg, ville fortællingen om den store omstillingsevne måske have haft sin berettigelse, men dansk landbrug fortsatte blot den gamle tradition for mere flæsk og mælk.
Tankevækkende er det rent nationaløkonomisk at sammenligne landbrugssektoren i Holland og Danmark. Landene har stort set samme areal, men hvor vi dyrker 62 pct., dyrker hollænderne kun 48 pct. Alligevel scorer det hollandske samfund hele 693 mia. kr. på eksporten af landbrugsvarer (2019), mens de danske agroproducenter kun haler 119 mia. kr. hjem årligt. Heraf bidrager svinekødet med knap 30 mia. kr.
SELV OM VI IKKE tjener penge på det, fastholder vi altså stædigt Danmark som det mest svinetætte land i EU. Derimod har de hollandske myndigheder siden 2019 været i gang med at reducere landets svinebestand fra 12 mio. til 10,5 mio. dyr i et forsøg på at overholde EU’s miljøkrav og imødekomme befolkningens ønsker om mindre møg, støj og stank. Til sammenligning var den danske svinebestand på 13,2 mio. svin per 1. juli 2020, hvor den var øget med 4,9 pct. flere svin i forhold til året før.
Det eneste lille omstillingspip i alle de år er kommet fra en håndfuld stædige økobønder, der siden slutningen af 1980’erne har insisteret på at producere deres varer uden sprøjtegifte og handelsgødning. Efter et tilløb på snart 35 år udgør økologisk dyrkede marker stadig kun 12 pct. af det samlede landbrugsareal, og med den omlægningshastighed bliver det tidligst vore tipoldebørn, der kommer til at opleve et giftfrit landbrug.
Måske vil klimaudfordringen skabe det nødvendige momentum for en ægte omstilling af det animalske landbrug. Uanset hvilke krumspring fremtidens landmand gør for at renvaske effekten af den enorme danske kødproduktion, er udslippene af drivhusgasser simpelthen alt for store. Landbruget står for en tredjedel af nationens samlede udslip, og der er kun et værktøj, der dur, hvis Danmark skal levere en reduktion på 70 pct. inden 2030: Skær ned på landbrugsarealet, og skær ned på produktionen af kød!
VELKENDT for de fleste kræver det langt flere kilo plantefoder at producere røde bøffer eller flæskesteg, end hvis de samme planteproteiner serveres direkte på familiens aftensbord. Så længe millioner af fattige mennesker sulter, kunne det derfor være relevant at spørge: Skal Danmark fortsat bruges til at dyrke svine- og kvægfoder, eller skal landet omlægges til at dyrke klimarigtig føde til mennesker? Så enkelt lyder spørgsmålet, men beslutningen er ikke nem at træffe. Den kræver modige, visionære politikere.
Danmark dyrker i alt 2,6 mio. hektar landbrugsjord. 80 pct. af afgrøderne går til dyrefoder i vores animalske produktion, mens kun 11 pct. bruges til menneskeføde. Med det nuværende system kan vi ’kødføde’ mellem 10 og 15 mio. mennesker. Hvis vi kun producerede planteproteiner til menneskeføde, kunne vi brødføde op mod 80 mio. Det regnestykke er svært at komme uden om.
Forbruget af kød er faldende overalt i EU og har været det i flere år, og landbruget har tilsyneladende opfattet, hvilken vej vinden blæser, og erklærer sig rede til at blive verdens førende producent af planteproteiner. Indtil videre er det blot blevet til fanfarer og tomme løfter og kamp om de første statstilskud. Udfordringen er, at en større omstilling til at dyrke grønne proteiner kræver ledige landbrugsarealer. Og dem har vi ikke. Så længe svineindustrien fortsat vokser, opsluger den hver eneste ledig hektar til produktion af foder.
ENDELIG er der jo også hensynet til de 99,5 pct. af befolkningen, der er tvunget til at finde sig i landbrugets forvaltning af landskabet på godt og på ondt. De er ved at tabe tålmodigheden, ikke mindst hvis de bor ude på landet. Spørg bare på Tuse Næs ved Holbæk, i Dover ved Skanderborg eller i Bramming ved Esbjerg, hvad det betyder at skulle leve med støj, møg og stank fra en svine- eller kvægfabrik.
Danmarks Statistik har netop påvist, at landbefolkningen er faldet fra 12,8 til 11,8 pct. siden 2012. Samtidig er gennemsnitsalderen vokset fra 39,7 til 43,1 år. Den afvikling kan kun tilskrives landbrugserhvervets generelle opførsel.
Skibsværftsindustrien har vi for længst udflaget til lønbillige lande i Sydøstasien, tekstilindustrien har vi overladt til Indien, Bangladesh og Kina, men stædigt fastholder vi en mastodont af gammeldags fødevareindustri. Den producerer kødmad nok til fire gange flere mennesker, end der lever i Danmark, men prisen er svimlende høj: tilsølede landskaber, masseflugt til byerne, elendig dyrevelfærd etc. Mastodonten står og vakler på sine lerfødder og skal hele tiden stives af med nye milliontilskud.
Den vej er der ikke mange andre lande i den vestlige verden, der har valgt. Men det har vi. Det er selve miseren.
