Theresas politiske opdateringer

Det stærke neoliberale økonomiske paradigme koster ikke blot pædagoger og rent drikkevands-kontoen. Det koster også på retsstatsprincipperne.

I en neoliberal økonomisk tænkning er alt, hvad der handler om at fremme social retfærdighed, retsstatsprincipper, begrænsning af forurening af hav og atmosfære – en udgift, en økonomisk omkostning. Den grundlæggende måde, som vores konkurrencestat administrerer ud fra, er at sætte økonomien mest mulig fri fra barrierer og fordyrende regulering.

Det er tydeligt i al den lovgivning, som jeg læser på klima- og energiområdet. Det gælder i argumentationen for fossil energi. Det gælder, når der skal bygges vindmøller, hvor der ikke er råd til også at tage hensyn til havmiljøet. Det er også tydeligt i vores handelspolitik. Jeg har for et par uger siden læst EU’s handelsaftale med Chile. Og her går princippet igen: alle former for regulering af miljø, klima, arbejdsrettigheder og retsstatsprincipper betragtes som barrierer for økonomisk vækst.

Derfor handler aftalen med Chile om øget import/eksport af kødprodukter samt råstoffer. Alt hvad der handler om rettigheder, miljø og klima er uforpligtende samarbejde om informationsdeling, forskning og den slags.

Økonomisk vækst er selvfølgelig noget alle i teorien får gavn af, hvis de virksomheder som tjener penge betaler skat og skaber nogle arbejdspladser for nogen. Problemet er blot, at den skat og de arbejdspladser modsvarer slet ikke den store sociale og miljømæssige regning, som den uregulerede fossile vækst har.  Så regnestykket går i øjeblikket ikke op. Det viser rapporter fra de økonomiske vismænd og miljøøkonomiske vismænd løbende.

I mandags deltog jeg i et såkaldt ”interparlamentarisk” møde i Bruxelles om retsstatssituationen i Europa.

En af de pointer jeg fremhævede i min tale var netop derfor, at vi ikke får forbedret retsstatssituationen i Europa før vi får revideret vores økonomiske forståelse af omkostninger.

I EU’s medlemslande er retsstatsprincipperne udfordret. EU er internationalt fortaler for demokratiske retsstatsprincipper, men har svært ved selv at overholde dem i praksis i medlemslandene og i Bruxelles. Demokratier, der smuldrer, er et globalt fænomen. Verdens demokratier er tilbagerullet til tilstanden vi havde i 1989. 70 % af verdens befolkning lever i autokratier. Fronten i denne kamp mellem demokratiske retsstater og autokratier går blandt andet i EU

Democracy report 2022: (dr_2022.pdf (v-dem.net))

Set i et globalt perspektiv er de fleste europæiske lande selvfølgelig dukse. Men der er ekstremt mange bekymrende tendenser.

Alt politik risikerer at blive reduceret til interessevaretagelse. Det er som om mange har glemt, hvad politik også kan være. Nemlig politik for fællesskabet. Almenvellet. Baseret på faglige og saglige argumenter frem for økonomiske særinteresser for dem, som råber højest og har flest penge.

Meget bliver i dag reduceret til et økonomisk spørgsmål. Det er muligt at en virksomhed kan tjene flere penge, hvis de bruger børnearbejdere, men vi har i fællesskab besluttet – ud fra moralske overvejelser, at det vil vi ikke have. På samme måde skal vi beslutte at miljø, klima og rettigheder ikke skal politiseres, og at dem som tjener penge i den fossile økonomi ikke skal have forrang.

Og i alt dette, er der opstået det grundlæggende problem, at mange ikke længere praktiserer og forstår at der er stor forskel på ret og politik. Politiske beslutninger kan måske være amoralske. Men de bør  – hvis landet skal kunne kalde sig et retssamfund – ikke kunne politisere grundlæggende retsprincipper.

Vi har set i Polen og andre europæiske lande, hvordan domstolenes uafhængighed bliver stækket og undermineret. I Danmark har vi en regering, som ikke udtrykker respekt for højesteret; som kan finde på at delegitimere journalisters kritiske spørgsmål, og i denne uge er ved at vedtage en lov, der begrænser borgernes ytringsfrihed og kan putte kunstnere og politiske aktivister i fængsel.

I går tirsdag blev det såkaldte koranforslag 2. behandlet, dvs. at der i folketingssalen blev stemt om ændringsforslag. Jeg mener jo, at koranlovforslaget bør forkastes – og jeg anbefaler alle at stemme imod. Men fordi det ser ud til at blive vedtaget på torsdag, så havde jeg stillet et par ændringsforslag, der vil gøre forslaget lidt mindre skadeligt.

Link: L 65 – 2023-24 (afstemninger): Forslag til lov om ændring af straffeloven. (Forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund). / Folketinget

For mig er koranlovforslaget et godt eksempel på, hvordan magtfulde regeringer kan glemme, hvorfor deres magt er begrænset, og hvorfor det er vigtigt at den er begrænset. Det fortalte jeg om i min tale til 2. behandlingen.

“I en sådan tid, hvor demokratier er skrøbelige, vælger en dansk regering og et dansk folketing at foreslå en lov, der begrænser kunstneres og politiske aktivisters ret til at ytre sig. Set i perspektivet af diskussionerne i går og vores generelle viden om, hvordan demokratier bliver presset af stærke diktaturer, så bør det vække bekymring hos alle. Vi har det godt i Danmark sammenlignet med mange andre lande i verden.

Derfor kan vi nemt komme til at blive blinde for vores privilegier.

Når jeg ser hvordan folk i lande som Iran bliver slået ihjel hver dag i kampen for flere rettigheder, når vi ved hvordan det er umuligt at ytre sig frit i størstedelen af verden, gør det mig lige dele enorm trist og rasende, når man i Danmark også vil tilbagerulle helt grundlæggende rettigheder til at kritisere og ytre sig frit, – blot fordi det er besværligt for magthaverne og måske økonomien. For det er netop, når det bliver besværligt, at vores rettigheder skal stå sin prøve.

Derfor er det selvfølgelig klart, at min anbefaling til alle – der vil have deres demokratiske samvittighed i orden – er at stemme nej til denne skamløse lov. HVIS den alligevel bliver vedtaget, som der jo tegner sig et billede af at den gør, så er der dog mulighed for at lave nogle klare forbedringer, som et flertal forhåbentligt vil bakke op om.

Det drejer sig om følgende ændringsforslag:

1) hvis kunstnere og politiske aktivister skal straffes, skal det kun være med bøde, ikke fængsel. Det ville være særdeles forfærdeligt hvis vi anno 2023 skulle have politiske aktivister eller kunstnere siddende i danske fængsler – som kun giver mindelser om autoritære stater. Det tænker jeg vi alle kan være enige om.

2) loven skal automatisk ophæves efter tre år – eller tidligere, hvis sikkerhedstruslen vurderes at være minimeret. Det er et meget relevant ændringsforslag – fordi justitsministeren af flere omgange har nævnt, at lovforslaget fremsættes pga. en sikkerhedstrussel. Hvis denne sikkerhedstrussel ikke er der, må alle være enige i, at loven bør ophæves.

3) så er der et ændringsforslag om, at politiet ikke må stoppe en aktion i tvivlstilfælde. Det handler om at politiet ikke skal stoppe aktiviteter som de ikke ved med sikkerhed er strafbart. Igen, det bør vi alle være enige i. Det er sådan normale retssamfund fungerer. Hvor skulle det være anderledes her?

4) sidst, men ikke mindst, et meget meget vigtigt ændringsforslag. Der er det dybt bekymrende i lovforslaget, at det alene er justitsministeren som har påtalekompetence i disse sager. Det skaber et ekstremt usikkert retsfundament for borgerne, at det alene er justitsministerens vurdering. Jeg stiller derfor ændringsforslaget, som foreslår, at påtalekompentence selvfølgelig sker efter almindelige regler. Hvis et flertal ønsker at kriminalisere kritik af religiøse skrifter, så må vi afvente et nyt flertal i dette folketing til at tilbagerulle denne lov. Men selvom et flertal ønsker det, så er der absolut ingen grund til, at sager om religiøse skrifter skal behandles anderledes end andre former for kriminalitet. Det tænker jeg igen, vi alle kan blive enige om.”

Ingen af forslagene blev vedtaget, men alle partier stemte for nogle af forslagene – undtagen regeringspartierne og Radikale Venstre. Det ser jeg som en stor lille parlamentarisk sejr! Det viser, at det er muligt med argumentets kraft at overbevise dem, som ikke er bundet af en hæmmende partidisciplin, der tvinger folketingsmedlemmer til at stemme imod deres vilje.

Først ville hun stemme imod, nu vil hun helst stemme blankt, men hun ender med at stemme ja til koranloven – politiken.dk

Det var også derfor, at det var enormt inspirerende og spændende at være til mødet i Bruxelles. Det jeg opdagede var, at EU faktisk har flere institutioner, end jeg som borger i EU er klar over. EU er mere end blot EU-parlamentet, kommissionen og rådet, som består af medlemslandenes regeringer. EU er også et institutionaliseret fællesskab på tværs af medlemslandenes parlamenter.

De ”interparlamentariske” møder findes indenfor alle områder og på komite-niveau, som er en del af det overnationale lovgivningsniveau. Det er et dybt fascinerende forum, hvor parlamentsmedlemmer kan ytre deres kritik af de nationale regeringer, og dermed appellere til det europæiske fællesskab.

Udover at det er vigtigt at forstå forskelle mellem politik for almenvellet vs. særinteresser, mellem politik vs. ret, så var en af mine andre pointer til mødet, at det er meget vigtigt, at vi ikke kun kigger på de meget slemme cases som fx Ungarn.

Det er selvfølgelig meget vigtigt, at EU forsøger at sanktionere Ungarns underminering af den civile og politiske kultur og hårde angreb på retsstaten, men det er også vigtigt at fokusere på de skred der sker i de mere velfungerende retsstater.

Her er Danmark et godt eksempel. På overfladen synes alle, det ser fint ud, og derfor behøver vi ikke anstrenge os for at opretholde retsstaten. Men som jeg fremhævede, så er det vi skal være opmærksomme på, at der sker værdiskred, før der sker institutionelle forandringer.

Og her er jeg dybt bekymret for, at vi i Danmark i øjeblikket oplever et værdiskred, hvor systemet, politikere og borgere glemmer, mister forståelsen af, at retsstaten ikke er til for når det blot er nemt, men når det bliver besværligt.

Så det, som vi skal sige fra overfor i Danmark, er alle skridt i den forkerte retning.

Fordi det skred skaber grundlaget for det næste skred og det næste. Jo før man får stoppet bevægelsen, jo nemmere er det.

Det skred er samtidig muliggjort af det neoliberale paradigme, som betragter rettigheder som en omkostning. Det skyldes det følgende: som jeg har skrevet om i min bog Klimastaten, så har neoliberalismen og konkurrencestaten den uheldige konsekvens at civile og sociale vidensinstitutioner bliver nedprioriteret og sparet på. Det gælder medier, biblioteker, uddannelser, kritisk forskning, etc. Alle de institutioner, som er afgørende for et velfungerende demokrati.

Ideen er, at alle disse institutioner skal markedsliggøres og kommercialiseres. Det betyder, at de konstant skal spare. Konsekvensen af dette er, at borgerne bliver mindre oplyste, mindre vidende, mindre kritiske. Det åbner derfor for en populisme, hvor borgerne kun er udsat for politik som politiske slogans og kampagner. Politik afkobler sig fra fakta, virkeligheden, almenvellets interesser, og varetager i højere grad de skjulte særinteresser.

Borgerne mærker denne boble-tilstand, men ved ikke hvad problemet er. Derfor bliver de – i stedet for at blive sure, rasende og kritiske – i mange tilfælde apatiske, fatalistiske, ligeglade. Med politik. Med verden. Med alt.

Den situation skaber betingelserne for at underminere retsstaten. Det er her den politiske polarisering sker. Mellem dem som arbejder inden for boblen, og dem som er uden for. Dem som er uden for har ikke en dyb forståelse af systemet, fordi det har man ikke tilstrækkelig viden om, derfor bliver kritikken og vreden rettet imod alt og hele systemet. Man er villig til at stemme på Trump. Ikke fordi man tænker, han er en fed person. Men fordi man håber han kan give hele systemet en ”fuckfinger” og lade det hele eksplodere.

På dette stadie er mistilliden enorm. Der er kun systemfolk tilbage, som skjuler sandheden, og de ekstremt apatiske og kritiske, som typisk begynder at opfinde konspirationsteorier, fordi de kan mærke der er noget galt, men de kan ikke sætte fingeren på det rigtige sted.

Neoliberalismen skaber grobund for populisme, polarisering, ekstrem mistillid. Og det skaber grobunden for en yderligere autokratisering. Det skyldes, at konflikten mellem borgerne og systemboblen bliver hårdere og hårdere. Systemet slår hårdt tilbage. Forstår ikke kritikken og borgernes dybe frustrationer. Derfor slås borgerne tilbage. Deres rettigheder tilbagerulles.

Det er en autokratiseringsspiral, som vi står midt i. I Danmark er vi stadig oppe i toppen. Vi bør hive os slet helt ud af den, og det sker ved at vi lukker alle hullerne i retsstaten, alle de steder hvor magten forsøger at skjule sig fra borgerne.

Problemerne er i Danmark centreret om manglende transparens. Her scorer vi under OECD-gennemsnittet. Vi har ingen regulering af lobbyisme for særinteresser. Vi har ikke velfungerende regler om penge i politik. Vi har ingen regler imod svingdørslobbyisme. Vi har i 2014 ved lov givet medierne yderligere begrænset adgang til indsigt i den offentlige administration.

Jeg mener faktisk, at så længe systemet er som det er, kan det ikke træffe legitime beslutninger.

Demokrati er ikke blot et flertalsdiktatur. Demokrati er også en mentalitet, hvor alle beslutninger skal være legitime forstået på den måde at der er tale om åbne og transparente processer, og hvor beslutningsgrundlaget er klart og velargumenteret. Man kan være uenig, men alligevel acceptere en beslutning, hvis den er legitim.

Det er ikke legitime beslutninger der bliver truffet, hvis det er af personer, som dagen før arbejdede som lobbyist, et parti hvor man ikke ved hvilke særinteresser der finansierer dem, eller hvis medierne ikke har ressourcer nok og ikke kan få adgang til centrale dokumenter i beslutningsprocessen.

På mødet i Bruxelles var de nordiske lande næsten fraværende. Jeg var den eneste repræsentant for Danmark. Til gengæld var det medlemmer fra Grækenland, Spanien og Portugal, som var de mest aktive. I Spanien handler diskussionen om, at de spanske dommere beder om beskyttelse, fordi deres uafhængighed er under pres. I Grækenland handler udfordringerne blandt andet om overvågning af journalister og politikere, et drab på en journalist, politivold, etc. I Portugal bliver der fortalt om politisk korruption. Og fra Sverige fortæller de om hemmelige donationer til partier, og beder også EU og andre lande om at hjælpe med at holde øje med Sverige.

Derudover bemærkede jeg, at mange fra den polske delegation takkede EU for at fastholde fokus på retsstaten. Det viser, at EU er en stærk spiller i at sikre retsstatsprincipper nationalt og kan styrke oppositionspolitikeres arbejde. De kan appellere til borgerne, men deres arbejde styrkes af et EU. EU kan lave retssager imod landene, hvis det ikke lever op til traktatens grundlæggende principper. som de har gjort i Polen. EU kan tilbageholde penge, som de har gjort i Ungarn.

Da en polsk politiker til mødet fremhævede den historiske solidaritet EU havde givet dem, kunne jeg mærke et historisk vingesug i maven, fordi som medlemmet sagde, så var det ”rigtige mennesker, som blev ofre for nedbruddet af det polske demokrati og retsstat”. De siger, at det ikke blot skal være en teoretisk diskussion om retsstatsprincipper, men handle om hvordan de implementeres i praksis. Den gode nyhed er, at de i Polen har fået et stort demokratisk mandat til at genoprette den polske retsstat. Repræsentanterne fra Polen virker ekstremt oprigtige og fokuserede på netop at få gjort det stykke arbejde. De har brug for al den støtte de kan få fra os i Danmark og hele det europæiske fællesskab. ”Populismen kan bekæmpes” konkluderede en anden fra Polen.

Jeg bemærkede også, at mange, også som i Danmark, har parti-diskussioner. Det vil sige, at der fremsættes anklager imod enkelte partier, som nogle der direkte modarbejder retsstatssikkerheden, hvor der så er en opposition, der er dybt kritisk, og som netop har dette interparlamentariske forum til at rejse deres kritik, hvis det er svært nationalt at komme til orde pga. netop de samme retsstatsudfordringer, som de ønsker at rejse kritikken af.

En forsker, der er blevet bedt om at kommentere på rapporten og komme med anbefalinger til at forbedre rapportens metode, hun fortæller, at retsstaten i Europa er under pres og er i forfald. Hun vurderer, at det er en ”eksistentiel trussel imod EU”. Vi skal reagere på denne ”erosion af landenes retsstat og demokrati”, siger forpersonen fra EU-parlamentets gruppe der følger rapporten.

Og hun advarer også imod, at medlemmer forsvarer regeringers politik pga. partitilhørsforhold. Og siger, at alle skal ”lytte til deres samvittighed”.

Det vil jeg nævne til 3. behandlingen af koranlovforslaget i morgen.

Det er også et problem, man kan høre på mødet i Bruxelles. Der er flere som tydeligt forsvarer de nationale regeringers politik. Men det er en meget civiliseret form for debat, hvor oppositionspolitikere får et forum til at kritisere, uddybe, supplere og nuancere regeringens politik. Det betyder, at det europæiske arbejde ikke blot er baseret på viden fra regeringer, men også er forankret i folkelige og parlamentariske debatter. Alle stemmer bliver hørt. Det er beskyttelse af politisk opposition, pluralisme og beskyttelse af mindretal. I stedet for krig, konflikt og undertrykkelse – som er hovedreglen i verden.

Men essensen er, at der sidder folk rundt i alle europæiske parlamenter og kæmper for retsstatsprincipper og at de magtfulde regeringer ikke misbruger deres magt. Her er EU en institution som kan hjælpe, fordi det Europæiske fællesskab er baseret på menneskerettigheder, regelbaseret lovgivning, accept af minoriteter og politisk pluralisme, som formanden for komiteen opsummerede.

Fredag tager jeg til COP28. Jeg glæder mig bestemt ikke. Det er blevet en højborg for olielande og lobbyister, der arbejder for særinteresser, i stedet for almenvellets interesser, det er fake politics og greenwashing der dominerer. Det er politisk teater. Det er alt det, som er forfærdeligt for politik.

Men jeg tager afsted for første gang for at observere og forstå institutionen bedre, og for at afrapportere til Danmark om hvad jeg ser og hører. Problemet er jo, at alle, der er inden for den politiske boble, de kan og vil ikke fortælle sandheden, og alle dem som står uden for, mange af dem tør ikke rejse kritikken. Med god grund: det er et autoritært land, hvor civile organisationer, kvinders rettigheder, kritik af magthaverne, ikke beskyttes af magten. Så jeg vil kun være beskyttet af, at jeg er del af en dansk diplomatisk delegation og er inden for den afgrænsede FN-by.

Jeg har den seneste måned på twitter fokuseret på at skabe opmærksomhed omkring COP’ens udfordringer i forhold kommercielle særinteresser, interessekonflikter, lobbyisme, den fossile industris overtag af COP-møderne. Og jeg kan se nu, at mange aktivister og medier er blevet opmærksom på problematikken og formidler viden om det. Det er blevet en del af hovedfortællingen om COP’en. Og det vigtige spørgsmål alle skal stille sig selv: er vi politisk enige i, at det er olieindustrien og andre særinteresser, der skal lave den globale og nationale klimapolitik. Hvis ikke, så skal der stemmes nogle andre partier ind til næste Folketingsvalg.