Mine reflektioner over Kina
En artikel i Berlingske af 8. maj’21 med overskriften “Aldrig i historien har et land gjort større indhug i planeten end Kina: Her er konsekvensen”, får mig til at skrive et lille essay om hvordan jeg har oplevet Kina på mine to rejser sammenholdt med det jeg ved om Kina.
Jeg har længe tænkt over hvorfor Kina har valgt en sådan udviklingsmodel. Et trist liv i en lille lejelighed uden natur og klar himmel, et liv hvor arbejde og forbrug er det eneste man kan foretage sig. Materialisme uden andre værdier. Hvorfor affinder folk sig med det. Svaret er enkelt: Kineserne har oplevet så meget frygteligt i historien, så den manglende frihed betyder nok ikke så meget for dem. Tænk, vi har lov til at leve, hvis vi holder kæft, trit og retning. Kina har mistet sin kultur, historie og natur. Så kineserne kan vel næppe savne noget, som de har aldrig set eller oplevet?
Det er et kæmpe land på 1.3 milliader mennesker totalt afkoblet fra naturen. Det er uhyrligt, at Kina vil sprede deres udviklingsmodel ud i verden via deres Silkevejsprojekt.
