Indlæg i Altinget af Connie Hedegaard
Ifølge Dansk Sprognævn er en bjørnetjeneste en velment, men malplaceret tjeneste. Eller som det hedder på engelsk, så man næsten kan høre, hvor lidt hjælpsomt det er: en disservice.
Er der nogle, der har tal på, hvor mange gange ekspertgruppen, om hvordan man skal sætte en pris på landbrugets udledninger, er blevet forsinket? Nej, vel. De skulle være kommet sidste år, men så blev arbejdet sat i stå på grund af valget. En ny deadline blev sat til “efter nytår”, så til påske, så før sommerferien, så efter sommerferien…
Nu er man åbenbart ikke sikre på, at arbejdet bliver færdigt i år, og mistanken breder sig om, at embedsværket har fået bibragt et indtryk af, at de ikke ligefrem behøver at skynde sig. Mærkeligt, at Axelborg og andre, der bør varetage landbrugets interesser, ikke protesterer over det alt for langsomme tempo. For alle burde have en klar interesse i en hurtig afklaring af fødevareerhvervets fremtidige rammevilkår.
Hvad man end ville blive enige om politisk i kølvandet på eksperternes bidrag behøvede ikke at træde i kraft hverken dagen efter eller for den sags skyld året efter. Man kunne lade en afgift fase ind ganske langsomt. Det er ikke nær så afgørende, hvornår en pris er fuldt indfaset, som at det er kendt, at den kommer. Således kan landmanden begynde at indstille sig på det og dermed påbegynde en kontrolleret omstilling til fremtiden.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt fodslæberi kan koste en sektor dyrt, så se på den europæiske bilindustri. På det nyligt overståede store Motor Show i München var den store historie, hvor meget kineserne dominerede billedet vel at mærke med kvalitetsbiler, blandt andet fordi kineserne er blevet globalt førende, når det gælder batteriteknologi.
Ifølge Financial Times’ reportage fik man fornemmelsen af en europæisk bilindustri, der sakker bagud. “Det tog dem for lang tid at forstå den nye realitet”.Det er jo rigtig ærgerligt. Og rigtig, rigtig dyrt i betragtning af at næsten hver femte bil solgt i Europa nu er elektrisk.
I Danmark er det snart hver tredje, og det Internationale Energiagentur har lige korrigeret sin egen prognose. Hold nu op, hvor er der brugt meget tid og mange kræfter på disse endeløse høne-æg-diskussioner. Nu forventer de ikke, at 25 procent af bilsalget er elektrisk i 2030, men 35 procent. Vel at mærke af det globale salg. Med andre ord er der tale om en sektor, der er i gang med en hastig omstilling – og hvor europæerne risikerer at tabe på et af de industriområder, hvor vi og jo ikke mindst industrimotoren Tyskland har været absolut globalt førende.
Hvordan kunne det ske? Ja, det kunne ikke mindst ske, fordi billobbyen brugte rigtig mange år på at forsvare business as usual og gøre alt, hvad de kunne for at undgå, udvande og forsinke regulering. “Vi producerer de biler, forbrugerne efterspørger”, lød det blandt andet. Men tit ændrer efterspørgslen sig jo først, når produktet er der. Og når man faktisk kan få bilen ladet. Og når prisen på det grønne produkt er til at betale.
Hold nu op, hvor er der brugt meget tid og mange kræfter på disse endeløse høne-æg-diskussioner og på lobbyorganisationer, der opfattede det som succeskriterium nummer ét at forhindre krav, der kunne speede innovationen op. Men pludselig bliver man altså overhalet. Kina kører inden om og tager ikke bare markedsandele hjemme i Kina, hvor de europæiske bilmærker ellers har haft kronede dage.
Nej, hvor kinesiske mærker ikke fyldte noget overhovedet i Europa for bare et par år siden, står de nu for cirka 8 procent af elbilsalget. Og næste år? Tegn selv kurven. Det er dem, der rykker nu og investerer mest målrettet i innovationen og omstillingen, der står stærkest på fremtidens markeder. Og så er det, man bliver bekymret for, om vi er ved at gentage historien med landbruget.
Argumenterne er foreløbig de samme: “Vi producerer bare, hvad forbrugerne vil have”. “Vi behøver mere tid”. “En pris vil skade vores konkurrenceevne”. Alt imens tiden går og går. Og går. Måske er de lobbyister, der lige nu har travlt med at få udskudt et prissignal og dermed et incitament til hurtigere innovation og omstilling, slet ikke landmandens sande venner. For en dag skal også denne sektor bidrage til reduktionsmålene.
En dag vil den øvrige industri ikke længere finde sig i, at de – som er langt mere udsat for carbon-lækage end landbruget – skal levere de reduktioner, landbruget ikke leverer. En dag når den grønne omstilling og ændrede forbrugervaner også til fødevaresektoren. Bør eksemplet med bilindustrien ikke fortælle os, at det ikke er nok at have været globalt førende på sit felt. Det er dem, der rykker nu og investerer mest målrettet i innovationen og omstillingen, der står stærkest på fremtidens markeder.
Måske lidt for mange lige nu er ved at gøre landbruget en bjørnetjeneste.
