Landbrugsaftalen risikerer at fastholde det danske landbrug i et forældet teknologisk system, der bliver udkonkurreret i løbet af de næste årtier af højteknologiske fødevareproducenter.
Af Jacob Hasselbalch, adjunkt, Institut for Organisation, CBS, Mathias Lund Larsen, PhD studerende, Institut for Organisation, CBS, Kronik i Berlingske 7 Oktober
Folketingets partier er blevet enige om en klimaaftale for landbruget, som skal reducere udledninger med 55 procent i 2030. Problemet er, at aftalen er baseret på at optimere den nuværende husdyrproduktion og ikke på at tilpasse landbrugssektoren til fremtidens dyrefri fødevarer.
Selvom aftalen muligvis kan nå sine klimamål, vil Danmark i 2030 stå med en landbrugssektor, der ikke er konkurrencedygtig og ikke er forberedt på at tage kampen op imod de nye højteknologiske giganter i det globale fødevaresystem. På det tidspunkt risikerer vi at have spildt en masse penge, forringet vores konkurrenceevne og stå helt uden nogen plan for, hvordan vi skal reducere drivhusgasser de resterende 45 procent.
I bilindustrien er samfund verden over blevet enige om, at benzinbiler skal erstattes af elektriske biler. Det skal de, fordi det er billigere at skifte til den nye elektriske teknologi end at optimere den eksisterende benzinbaserede teknologi til at køre længere på literen og bruge udstødningsfiltre. En virksomhed som Tesla, der satsede tidligt på den teknologi, er i dag 16 gange så meget værd som General Motors, der har produceret benzinbiler i 100 år og først for nylig er begyndt at tage elbiler seriøst.
Et lignende skift skete, da hestevognen blev erstattet af benzinbilen, hvor selvsamme General Motors leverede den ny teknologi. Landbruget står over for et lignende valg i dag. Skal vi nå klimamål ved at optimere et forældet teknologisk system, eller skal vi skifte til et nyt? Nye teknologier vinder allerede frem i fødevaresystemet, og det er kun et spørgsmål om, hvor hurtigt den gamle vil blive udkonkurreret. For Danmarks landbrug er det både en trussel og en mulighed.
Danmarks landbrug er allerede i dag truet af nye fødevareteknologier. De inkluderer blandt andet plante-, laboratorie- og fermenteringsfremstillede mejeri- og kødprodukter. Denne trussel vil kun vokse i fremtiden. En af verdens førende plantebaserede kødproducenter, Beyond Meat, rejste i 2019 cirka 24 milliarder kroner fra investorer samme dag, som de blev børsnoteret. I Singapore kan man nu købe laboratoriefremstillede chicken nuggets produceret i San Francisco af Eat Just, og vi kan forvente at se lignende produkter i EU allerede fra næste år. På globalt plan blev der i 2020 alene investeret 22 milliarder kroner i lignende fødevareteknologier.
I USA vokser markedet for plantebaseret mælk hurtigt og udgør allerede 15 procent af værdien af det samlede mælkemarked. Det samme kommer til at ske for kød. At klimaaftalen blot afsætter 75 millioner kroner årligt til sådanne investeringer, placerer Danmark bagest i feltet i konkurrencen om andel i et marked, der kommer til at udkonkurrere mejeri- og kødprodukter på lang sigt. Det er en tabt mulighed, fordi Danmark ifølge Københavns Universitet kunne sikre 20.000-40.000 arbejdspladser og 20 milliarder kroner i omsætning ved at sidde på blot to procent af markedet for plantebaserede mejeri- og kødprodukter.
I forskningslitteraturen skelnes der ofte mellem systembevarende og systemskiftende teknologi. Teknologier er aldrig neutrale, selvom landbrugsaftalen påstår at den tager »afsæt i en teknologineutral tilgang« (side 8). Teknologier skal ses som mindre brikker, der passer ind i et større socioteknisk system, der omfatter producenter, forbrugere, infrastruktur, markedsvilkår og politisk regulering. Visse teknologier passer godt ind i det etablerede sociotekniske system, og andre teknologier udfordrer det, udvikler det eller bringer et helt nyt system i spil. Stik imod antagelsen om at der findes en »teknologineutral« tilgang, vil al teknologisk udvikling altid komme med politiske antagelser om, hvilket socioteknisk system man ser som ønskværdigt og gangbart.
Systemet bliver bevaret
Hvis vi fører systemtænkningen over på landbruget, er det tydeligt, at vi har indrettet dansk landbrug som et system, der fokuserer på en høj og intensiv husdyrproduktion. 80 procent af dansk landbrugsareal bruges til dyrefoder, og selv det er ikke nok, i og med at vi samtidig importerer yderligere foder (hovedsagelig soja fra Sydamerika) der dyrkes på et areal tilsvarende Sjælland, Falster, og Bornholm. Det er ikke givet, at den intensive husdyrproduktion er den eneste eller bedste måde at indrette dansk landbrug på. Der findes mange mulige alternativer: ekstensiv, naturbaseret produktion (som økologien er fortaler for), plantebaseret produktion (hvor vi bevæger systemet fra »foder til føde«), eller højteknologisk produktion af kød og mælkeprodukter fremstillet i bioreaktorer.
Med dette in mente er det ikke overraskende, at den danske landbrugssektor bruger sin betydelige politiske magt på at bevare det nuværende system. Det er nærmest en naturlov i lobbyisme, at magtfulde politiske aktører altid søger at forsvare og bevare status quo. Det, som er overraskende, er, at hele det politiske Danmark er hoppet med på vognen om systembevarelse fremfor at udvise større mod på at undersøge mulighederne i fremtidens systemer. Der ligger en usagt antagelse indlejret i landbrugsaftalen, at en intensiv husdyrproduktion er både ønskværdig og konkurrencedygtig langt ud i fremtiden. Denne antagelse kan komme til at koste os dyrt.
Når man ser på de nye teknologier, der specificeres i landbrugsaftalen under afsnittet om udviklingstiltag, som tilsammen skønnes (under gevaldig usikkerhed) at kunne tilvejebringe fem ud af de otte millioner ton CO2e-reduktioner frem til 2030, kan man konstatere, at der ikke er et eneste af tiltagene, der udforsker mulighederne i nye landbrugs- og fødevaresystemer. De er alle rettet imod at bevare og optimere vores intensive husdyrproduktion, for eksempel gennem brun bioraffinering, håndtering af gylle og gødning samt fodertilsætningsstoffer.
Det eneste i hele aftalen, der er direkte møntet på systemskiftende muligheder, er de 75 millioner kroner, der gives årligt til en nyoprettet fond for plantebaserede fødevarer samt en øremærkning af en mindre del af den eksisterende landbrugsstøtte gennem eco-schemes til planteproduktion. Det er ikke en særlig betydelig del af aftalen, når man holder det op imod de 31,5 milliarder kroner, som hele aftalen råder over. Samtidig er der en uspecificeret del af satsningen på planteproduktionen, som udelukkende vil gå til grønne proteiner til husdyrenes foder og derfor må ses som systembevarende og ikke systemskiftende.
På klima- og miljøfronten er aftalen også problematisk. De fleste af de systembevarende løsninger til at optimere landbruget er ikke gennemtestede og dyre at udvikle, og de er behæftet med enorm usikkerhed. Faktisk er de systembevarende teknologier mindre modne end de systemskiftende teknologier til plantebaserede mejeri- og kødprodukter. At landbruget kun skal reducere udledninger med 55 procent og ikke 70 procent, som Danmark samlet set skal, er i erkendelse af, at det er dyrere og sværere at gøre det i landbruget end andre sektorer, såfremt man holder den intensive husdyrproduktion konstant. Men er det overhovedet nødvendigt at foretage en dyr klimaoptimering af det eksisterende landbrugssystem, når de systemskiftende teknologier allerede findes og udviser et kæmpe potentiale?
Løsningen er ligetil. I stedet for at investere massivt i at holde et uddøende og samfundsmæssigt meget dyrt landbrugssystem kørende, bør vi hurtigst muligt køre os i stilling til at kunne tage konkurrencen op mod de nye, globale, højteknologiske fødevaregiganter, der bliver dansk landbrugs sværeste konkurrenter i de kommende årtier. Det er forkert at sammenligne danske bønder med bønder i Sverige, Holland, Tyskland og så videre. Det er firmaer som Beyond Meat, Mosa Meat, Aleph Farms og Eat Just, der kommer til at udgøre den helt store konkurrence og diktere markedsvilkårene for kød og mælkeprodukter i fremtiden. Landbrugsaftalens logik svarer til, at man fremtidssikrer hestevognen når den benzindrevne (og nu el-drevne) bil er lige rundt om hjørnet.
